Naturbilleder

Abstrakte billeder

Fotos af ophængning

Udstillinger

Profil

Anmeldelser

Kontakt

Tom Jørgensen

Redaktør af Kunstavisen

Anmeldelse i "101 Kunstnere"

Én af de mest markante brudflader i kunsthistorien har været den naturalistisk figurative kunst sat overfor den abstrakt non-figurative. Selvom mange nutidskunstnere blander kortene og skaber værker, der kombinerer begge udtryksmåder, er det stadig sådan, at de fleste enten er det ene eller det andet.

For Tove Holm-Petersen forholder det sig anderledes. Hun maler både naturalistisk og abstrakt, og, nu kommer det bemærkelsesværdige, det føles ikke som to væsensforskellige måder at skabe kunst på.

Det, der forbinder de to malemåder, giver kunstneren selv svaret på: musik. Tove Holm-Petersen hører simpelthen altid musik, mens hun maler.

Med det in mente kan vi prøve at se på de abstrakte kompositioner. Brede, fejende penselstrøg. Voldsomme kontraster mellem jordfarvede partier og stærkt oplyste områder af lysende farve. Abrupte rytmeskift mellem stille passager og dynamiske, zigzaggende skraveringer. Ét af disse billeder har titlen "Michel Camilo". Det er et mørkt billede med markante midnatsblå, rustrøde og skovgrønne felter og er heftigt sortnet af hidsigt krydsende linjer og streger. Michel Camilo er navnet på en jazzpianist, og så falder tiøren pludseligt. Billedet er en malerisk jazzimprovisation. Skabt på en spontan og impulsiv måde med en ekspressiv rytme.

De abstrakte billeder er alle malet af Tove Holm-Petersen med jazzmusik kørende ud i højttaleren.

De er alle ekspressive, spontane og dynamisk udført med bogstaveligt talt store armbevægelser.

Anderledes forholder det sig med de figurative malerier. her ser vi naturen og landskabet. Her ser vi blomsterne, buskene og træerne og skyerne på himlen. Farverne er generelt lysere, helhedsvirkningen mildere og kompositionerne selv roligere og mere ordnede. Det kommer ikke som en overraskelse, når vi hører, at Tove Holm-Petersen spiller klassisk musik, mens hun maler disse billeder. Jeg kan i hvert fald sagtens høre Mozart, Carl Nielsen, Brahms eller Grieg for mit indre øre.

Og så alligevel. I nogle af disse stille lærreder oplever man partier med de samme dynamiske penselstrøg som i de abstrakte billeder. Og i visse af de non-figurative malerier føler man en overordnet plan, en kompositionel enhed og helhedstænkning, der binder alt sammen.

Med andre ord: det er ikke et spørgsmål om enten-eller. Det er ikke to diametralt modsatte verdener, Tove Holm-Petersen forbinder i sin kunst. Det er to udtryksmåder, hvor begge har kimen i sin modpart indbygget i sig. Som i en symfoni af Beethoven, hvor det kan veksle mellem voldsomme episke passager og stille, lyriske klange. De to udtryksmåder supplerer hinanden i hendes kunst.

Det er derfor ikke overraskende, at Tove Holm-Petersen er blevet optaget på mange censurerede udstillinger. Der er en helhed, en komplet skala og indre sammenhæng i hendes billedverden.

Tom Jørgensen